Vigtigt om Hepatitis og Hepatitis Vaccine
Bliv klogere på Hepatitis vaccine og sygdom. Hos Rejseklinikken finder du alle de vacciner du har brug for til rejsen.
Hepatitis A
Hepatitis A er en virussygdom, der overføres via fødevarer og inficeret drikkevand. Den globale risiko for at pådrage sig Hepatitis A er heldigvis mindsket i takt med bedre afløbssystemer og bedre økonomi i mange lande. Alligevel er Hepatitis A vaccination en rigtig god idé.
Inkubationstid for Hepatitis A
Inkubationstiden for Hepatitis A er 2-6 uger med et broget billede af symptomer, der involverer feber, træthed, appetitløshed, kvalme/opkast, smerter i maven, mørk urin, lys afføring og gulfarvning af huden.Sygdomsperioden kan vare op til et halvt år.Få Hepatitis A vaccination. Hepatitis A vaccination kan gives fra 1-års-alderen.
Vaccinen gives over 2 gange med minimum 6 måneders mellemrum og giver en dækning på minimum 40 år. Allerede efter første Hepatitis A vaccination er man dækket mod sygdommen 1-2 år.
Hepatitis B
Hepatitis B er en meget smitsom virussygdom, der dels overføres seksuelt dels via blod. Sygdommen kan også overføres under fødsel fra en smittet mor til hendes barn. Virus kan også spores i spyt, og Hepatitis B-smittede børn udskiller virus i særlig stor mængde.
Sørg for sikker sex ved brug af kondom og vær opmærksom på evt. inficerede kanyler ved f.eks. piercing og tatovering.
Inkubationstid for Hepatitis B
Den globale risiko for at pådrage sig Hepatitis B er næsten på højde med risikoen for Hepatitis A, hvorfor det er vigtigt at få en Hepatitis B vaccination inden udlandsrejser til bestemte områder.
Inkubationstiden for Hepatitis B er 60-90 dage. De første symptomer er dårlig appetit, madlede og kvalme samt ledsmerter og feber. Senere ses gulfarvning af hud og øjne (det hvide i øjnene), lys afføring og mørk urin. Sygdommen varer 4-6 uger, men kan gå over i en kronisk tilstand med træthed, led-/muskelsmerter, ”skrumpelever” og i værste fald cancer i leveren.
Hepatitis B vaccine
Hepatitis B vaccination, som kan gives fra fødslen, finder sted over i alt 3 gange, hvorefter dækningen er livsvarig. Efter de første 2 doser Hepatitis B vaccination opnås en dækning på minimum 6 måneder.
Få Hepatitis vaccine
Man kan vaccinere mod både Hepatitis A og Hepatitis B i én og samme sprøjte i form af Twinrix. Vaccinen gives over 3 gange – de første 2 gange med én måneds mellemrum – den tredje og sidste Hepatitis vaccination efter 6 måneder. Herefter er dækningen for Hepatitis A vaccinationen minimum 40 år og for Hepatitis B vaccinationens vedkommende livsvarig.